DANMARKS STØRSTE IDRÆTSCENTER PÅ FRIVILLIG BASIS
Hermed lidt historie om Danmarks største idrætscenter på frivillig basis. Idrætscentret er bygget over 4 etaper fra 1987 til 2012. Centret er på ca. 3000 m2.
- Første etape var et klubhus på 170 m2 indeholdende klublokale med køkken, to omklædningsrum, toiletter, dommeromklædning samt depotrum. Byggeriet startede i august 1987 og blev indviet i april 1988.
- Anden etape var den store idrætshal, to omklædningsrum, fire toiletter, dommeromklædning, flere store depotrumme samt flot indgangsparti, der byggede idrætshallen sammen med klubhuset. Fra indgangspartiet er der adgang til første sal, der indeholder netcafé, billard, dart, kontor samt mødelokaler. Fra alle lokaler på første sal, kan man se ned i hallen. I alt på 1900 m2. Byggeriet startede april 2001 og blev indviet i april 2002.
- Tredje etape var multihallen, to omklædnings, 3 toiletter, depotrum, lang gang med stor opholdskarnap, der forbinder de to haller med hinanden. Fra gangen er der adgang til første sal, hvor der er et stort motionscenter med udsigt ned i multihallen. I alt på 800 m2, Byggeriet startede juni 2010 og blev indviet i oktober 2011.
- Fjerde etape var et stort depotrum på 110 m2. Byggeriet startede i juli 2012 og blev indviet i oktober 2012.
Ovennævnte er projekteret og bygget på fuldstændig frivillig basis. Der er ikke blevet brugt en krone på arbejdskraft. Det totale byggeri, inkl. alt inventar, har kostet 9,1 mill. Inkl. moms. Gråsten kommune støttede den store idrætshal i 2001 med 3 mill. Kr. og Sønderborg kommune støttede multihallen med motionscenter i 2011 med 750.000,- kr. Resten af pengene har foreningen samlet sammen ved arrangementer, husstandsindsamlinger samt fonde. Foreningen skylder intet på byggeriet.
Foruden ovennævnte har foreningen ved frivillig arbejdskraft og egen finansiering anlagt følgende:
- Stor træningsbane til fodbold og håndbold samt p-plads i 1991/1992.
- Lysanlæg til træningsbane i 1993.
- 3 flotte tennisbaner i 1994/1995
- Stor flot opvisningsbane til fodbold i 2003
- Opholdsrum til tennisspillere i 2008
- 3 petanque i 2009
- Stor indhegnet p-plads i 2012
- Multiarena sammen med børnehaven i 2013
Vi er utroligt stolte af at vi i 2011 blev kåret til Danmarks største idrætscenter på frivillig basis. Dog uden en officiel titel, men DGI kunne oplyse, at der ikke var andre idrætscentre i Danmark på 3000 m2, der var bygget på fuldstændig frivillig basis. FLOT FLOT.
Hans Lenger har under alle projekter på nær tennisbanerne været frivillig byggeleder. Han har stået for alt logistik med hensyn til møder med arkitekter, lokale håndværkere, de frivillige, kommunen samt alle andre firmaer, har kordirneret indkøb af materialer samt alle mødetider for de frivillige, har stået for det administrative med hensyn til tilladelser, forsikringer, ansøgninger til fonde, byggereglement m.m.
Hans har også siden 1986, med undtagelse af nogle år, været formand for KTUIF. Der har i alle ovennævnte år været en utrolig god bestyrelse, rigtig mange frivillige samt et lokalsamfund der har bakket 100 % op om alle projekter. Uden den store opbakning havde det ikke kunne lade sig gøre.
Vi er alle rigtig stolte og glade over vort store idrætscenter, der har givet et fællesskab uden lige. Alle har en ejer fornemmelse, og passer derfor godt på det. Vores nye idrætsfriskole, der startede for 1½ år, efter at kommunen lukkede den kommunale, bruger idrætscentret flere gange om dagen. Den kommunale børnehave og dagpleje bruger også centret rigtig meget.
Det gode er, at Idrætsfriskolen, børnehaven og dagplejen næsten er bygget sammen med idrætscentret, så det er et kæmpe kulturcenter, man kan bevæge sig i, uden at tænke på trafikken.
Mange kunne have gjort det
Bedre.
Alle kunne have gjort det
Anderledes.
Men sådan har vi nu
Gjort det.
Og hvis vi ikke havde
Gjort det, var det måske
Aldrig blevet gjort
(Frit efter I. Carstens Bloch 1717-73)
|